Mig og min(e) VW

Så er der gået en uge med mesterbagerforklædet, og I venter sikkert spændt på det næste afsnit af Den store bagedyst. Der har været nogle stykker som har tvivlet på, hvorvidt det med bilerne nu også var rigtigt; ”kan søde pæne Kirsten også få sorte negle af andet end farven fra fondanten?”

Svaret er ganske enkelt ja!

Her kommer den korte udgave af den lange historie om, hvordan jeg kom til at bygge min egen bil TO GANGE!

Jeg var 16 år gammel, det var efterår og jeg husker tydeligt den dag, min far kom kørende hjem i en flot gammel koboltblå 1300 Bobbel. Den dag anede jeg ikke, at det var min bil, jeg var jo kun 16, men glad blev jeg – hvem er ikke det, første gang man bliver forelsket.

Da det var uden for veteran sæson, fik den pænt lov til at holde inde i et af de telte, min far havde på grunden med byggematerialer til huset (en helt anden historie som I får en anden god gang).

Jeg kunne pænt få lov til at kigge til den én eller to gange om dagen men vente til det blev marts, før vi kunne komme ud at køre. I maj var det min fødselsdag og jeg blev 17, det betød at det snart var tid til at tage kørekort, og da sagde mine forældre: Hvis du selv betaler kørekortet får du boblen af os. Tro mig, jeg sprang 10 meter og lidt til op i luften. Min far forklarede, at i sin familie havde det været en tradition, at forældre gav bilen og ikke kørekortet. Og eftersom det ikke var en splinterny bil men en gammel flot spand (ikke så populær dengang som den er nu) sagde jeg pænt tak og var den lykkeligste 17årige på hele jorden.

Men husk, den var jo ikke min, før jeg fyldte 18.

Min far havde sagt, at jeg nok lige skulle sætte den lidt i stand, som jeg nu ønskede den. Så, kort tid efter begyndte jeg med at skille den ad indefra. Det var først da jeg fjernede tæppet, at jeg så det hul der var i bunden, en rigtig Flintstones bil!

Til min fars forsvar vidste han ikke, den var så rådden. Jeg kiggede på min far og så på papirerne til bilen og så, at den skulle til syn om 1 år, der tænkte jeg ”nå, jeg skal jo starte et sted.” Og så begyndte jeg ellers at skrue den stakkels bil fra hinanden.

Desværre har jeg ikke taget mange billeder fra den tid, fordi jeg ikke rigtig tænkte over, at det ville være interessant for andre end mig, og jeg har alle stunder og minder i mit hoved.

Denne dejlige bil var en 1300 Volkswagen fra 1969 og den hed Charlie. Jeg husker ikke præcis hvor lang tid det tog at lave bilen, men færdig blev jeg ikke lige til tiden. Hvis det skal blive godt, skal det tage den tid det tager. Jeg beklager nogle af betegnelserne – men da min far kun taler engelsk, foregik alt på engelsk, så jeg er lidt usikker på, hvad forskelligt værktøj hedder på dansk.

JEg valgte at lave et træloft i bilen fordi det var anderledes også passede det mere til mig. og ja sæderne har jeg også hjemmesyet og ombetrukket så det passede til bilen.

Når man skiller en Bobbel ad er det vigtigt at:

  1. Have instruktionsbogen
  2. Sortere skruerne ordentligt, når man skruer dem af så man ved, hvor de skal sættes på igen
  3. Løfte motoren ud; den sidder kun fast med 5-7 bolte
  4. Derefter løfte toppen fra bunden
  5. Så kan man svejse løs
  6. Så spartle
  7. Efterfulgt af grunder
  8. Så en god lak, og sørge for at gøre det på en varm sommerdag uden blæst; så bliver den helt perfekt!
  9. Nu kan bilen samles igen

 

Min far og jeg har bandet over hele el-systemet i sådan en bil, det var nok det, der tog længst tid, men så virkede det hele lang om længe.

Da bilen var færdig var jeg en lykkelig kvinde, jeg har både grædt og grint og svedt som en gris for at lave den, og nu var den der endelig. Så tog jeg til træf ved Skovsøens Helte, en VW-klub på Fyn. Klubben huser nogle af de ærligste og gladeste mennesker, jeg længe havde mødt. Der mødte jeg Bjarne og Jytte, et ældre ægtepar, der er kommet til at betyde en hel del i mit liv.

Bjarne er pensioneret mekaniker, men eftersom hans gamle værksted er en del af huset, blev det hurtigt til et varmt indendørs værksted til mig. Det var nemlig sådan, at han havde alt det gamle værktøj liggende, plus alle maskinerne, det hele skulle bare støves af, og så var det klar til at blive brugt, for ja, der var altid noget galt med Charlie. Man lærer jo med tiden, hvad der skal laves nyt, og sådan blev jeg Bjarnes ”lærling”. En dag hos Bjarne starter typisk med kaffen og gerne kaffepause mindst én gang i timen.

Efter at have været i klubben i to år havde jeg virkelig tænkt over, om jeg kunne være bekendt at sælge min kære Charlie, med alt det arbejde og så godt han kørte. Jeg kunne dog bare ikke lade være med at tænkte på, at jeg rigtig gerne ville have en endnu ældre model. På daværende tidspunkt anede jeg ikke meget om biler og især intet om VW, men med tiden fandt jeg ud af det smukke ved en Bobbel og havde smaskforelsket mig i en 1200, med smalle kofanger, faconformede skærme, skæve lygter og intet plastik på instrumentbrættet: en sand vintage-bil. Så jeg gjorde det – i sommeren, da jeg blev 20, solgte jeg Charlie og med de penge købte jeg Einstein, en sexet 1200 De Luxe VW fra 1965 som selvfølgelig også skulle sættes i stand.

(sådan så han ud før)

Denne gang blev det gjort på kun 3 måneder. Jeg kendte jo proceduren, så det gik super hurtigt, og sjovt var det. Min far og vores nabo Frank var så søde at ordne svejsearbejdet, så jeg blot skulle spartle og male, og så skulle bilen samles endnu engang.

Mange vil nok tænke, hvorfor? Den var jo fin, som den så ud. Desværre er det ikke altid tilfældet, da sælgere typisk maler rusten over eller skjuler de fejl, bilen har rundt omkring. Derfor finder man først ud af, hvor slemt det står til, når den bliver skilt helt ad. Det er en vild følelse at køre rundt i noget, man selv har bygget, og samtidig er det enormt betryggende, at man nogenlunde ved, hvor man kan finde fejlen, hvis der skulle være noget galt, for man kender jo bilen ud og ind, når man selv har bygget den.

Én ting er det man lærer, når man tager kørekort. Men man får en helt anden respekt for et køretøj som for eksempel en bil, når man har været helt inde under malingen på den!

Hvis der er noget, du som læser ikke føler, du har fået svar på, eller der er noget, du vil vide, så skriv i kommentarfeltet og så skal jeg nok svare tilbage!

 

Når ja her er lidt billeder af min fars bil jeg også fik lov til at male 🙂 det er godt man har et cirkustelt så der er plads til bilerne.

Facebookpinterest
3 comments
  1. Du er seriøst for sej! 🙂

  2. Fedt. Hatten af for dit arbejde. Gør selv i gamle biler, du ved, dem med sjæl. Mvh sønderjyden.

  3. Du er en sej fieder.
    Du ælter en gammel bobbel op og bager den til noget fantastisk.

    Godt gået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *